Hvad skal jeg være opmærksom på med røgalarmer?
Du kan ikke høre røg, derfor er en røgalarm den bedste livsforsikring, du kan investere i. Det er nemlig som regel røgen, der dræber og ikke ilden - så det er vigtigt at opdage røgen så hurtigt som muligt, og det kan en røgalarm hjælpe med.
Når du vælger din røgalarm…
…er det vigtigt, at du ved, den er testet og godkendt. Det ved du ved at kigge efter varefakta-mærket, når du køber din røgalarm.
Placering og antal
Røgalarmer skal altid placeres i loftet, fordi røgen er varm og stiger opad. Det er desuden bedst at placere røgalarmen midt i et rum og ikke ude i hjørnerne. Du bør ikke placere en røgalarm i dit køkken eller bad, da der er stor risiko for, at røgalarmen bliver aktiveret pga. mados eller damp. Dog bør der være en røgalarm i nærheden af køkkenet, da mange brande opstår i forbindelse med madlavning.
Vi anbefaler, at du har mindst én røgalarm på hver etage – gerne flere, så de kan høres fra alle soverum i hjemmet.
Afprøvning og vedligeholdelse
På røgalarmen sidder der ofte en lille knap til afprøvning af den. Hvis den ikke går i gang, når du trykker på den, skal batterierne udskiftes. Her er det vigtigt, at du ikke bruger genopladelige batterier, da de mister lidt af deres effekt ved hver genopladning og øger risikoen for kortslutning. Vi anbefaler, at du gør det til en fast vane at tjekke røgalarmerne én gang hver måned.
Røgalarmer skal også rengøres med jævne mellemrum, ligesom de skal testes, fordi for meget støv kan gå ind og starte røgalarmen. Fjern støv med en børste eller støvsuger, og rengør alarmen med en blød, fugtig klud.