Gå til indhold

Beskyttelsesrum


Ofte stillede spørgsmål om beskyttelsesrum

Beredskab Fyn har samlet svar på nogle af de oftest stillede spørgsmål om beskyttelsesrum. Emnet har i øjeblikket stor offentlig opmærksomhed som følge af den sikkerhedspolitiske situation, og her kan du finde faktuel og aktuel information om, hvad beskyttelsesrum er – og hvad det betyder i Danmark lige nu.

Hvad er et beskyttelsesrum?

Et beskyttelsesrum er et solidt rum, der kan bruges som ly i ekstraordinære situationer. Det kan være:

  • betondækningsgrave (bunkere)
  • offentlige beskyttelsesrum, som fx parkeringskældre med offentlig adgang
  • sikringsrum, ofte kældre i
    • offentlige bygninger
    • virksomheder
    • større private etageboligejendomme

Sikringsrum er som udgangspunkt beregnet til de personer, der opholder sig i bygningen – fx beboere eller ansatte.

Er der brug for beskyttelsesrum i Danmark lige nu?

Nej.

De nationale myndigheder vurderer, at der ikke er nogen aktuel militær trussel mod Danmark. Derfor er der ikke behov for at klargøre eller tage beskyttelsesrum i brug på nuværende tidspunkt.

Er beskyttelsesrum klar til brug?

Nej.

Beskyttelsesrum er som hovedregel ikke klargjort i fredstid. De kan først tages i brug, hvis staten beslutter det i en konkret situation.

Hvad betyder det at “klargøre” et beskyttelsesrum?

Klargøring kan blandt andet omfatte:

  • at rummene ryddes for inventar
  • opsætning af skiltning
  • indretning med fx nødklosetter, stærke døre, sandsække eller stålplader

Staten fastsætter både hvornår og hvor hurtigt klargøringen skal ske.

Hvad sker der, hvis beskyttelsesrum skal tages i brug?

Hvis staten beslutter, at beskyttelsesrum skal klargøres, informerer Beredskab Fyn borgerne, herunder hvor rummene findes, og hvordan de bruges. Desuden modtager bygningsejere særskilt information om deres ansvar.

I mange tilfælde vil bygningsejeren skulle rydde og klargøre sikringsrum, som til daglig bruges til andre formål, fx opbevaring.

Hvor kan jeg få mere information?

Hvis situationen ændrer sig, vil Beredskab Fyn løbende informere via hjemmeside og andre relevante kanaler.