Gå til indhold

Brandspillet


Et print-selv-brætspil til hele familien

Brandforebyggelse skal ske i alle aldre - også helt ned i børnehøjde. Derfor har vi udviklet og designet et brætspil, som har til formål at lære spillerne om brandsikkerhed på en sjov måde. 

Spørgsmålene i spillet er lavet til børn i alderen 8-12 år, men spillere i andre aldre kan også sagtens deltage. Yngre deltagere skal nok have hjælp af voksne til at læse og forstå nogle af de svære ord. Hertil har vi også lavet en begrebsafklaring, som forklarer nogle af de sværeste ord, som man kan møde igennem spillet. 

 

Sådan spiller du:

Brætspillet er beregnet til 2-6 spillere og består af en spilleplade, spørgsmålskort samt nogle bonuskort. Du skal selv printe spillepladen og spørgsmåls- og bonuskortene. Kortene skal også klippes og foldes efter de linjer, vi har markeret på papiret. Dertil skal I selv finde følgende:

  • En terning
  • En spillebrik til hver spiller


Spørgsmålskortene blandes og lægges i en bunke med bagsiden opad. Det samme gælder bonuskortene. Efterfølgende stiller deltagerne deres brik på feltet ”start” og bliver enige om, hvem der begynder. Alternativt kan der slås en terning om, hvem der starter. Spillet fortsætter derefter i urets retning.
Første deltager kaster terningen og rykker sin brik så mange felter frem, som terningens øjne viser. En 6’er udløser ikke et ekstra slag. Se nedenfor hvad det betyder, hvis du lander på et af de tre symboler:

 

 

Spørgsmålskort

Spørgsmålstegnet symboliserer spørgsmålskortene. Hvis du lander på et spørgsmålstegn, betyder det, at en af de andre deltagere skal trække det øverste spørgsmålskort i bunken og læse spørgsmålet højt sammen med de tre svarmuligheder. Hvis du svarer rigtigt, får du et ekstra slag. Svarer du forkert går terningen videre til næste deltager. Når det igen bliver din tur, får du et nyt spørgsmålskort. Først når det er lykkedes dig at svare rigtigt på et spørgsmål, må du slå igen og du kan rykke så mange felter frem, som terningens øjne viser.

 

 

Bonuskort

Stjernen er symbolet for bonuskortene. Hvis du lander på en stjerne, betyder det derfor, at du skal trække det øverste bonuskort i bunken og læse det højt. Bonuskortet fortæller dig, hvad du skal gøre.

OBS: Hvis bonuskortet fortæller dig, at du skal rykke frem eller tilbage på spillepladen, skal du være opmærksom på, at din tur slutter herefter. Dvs. at hvis du rammer en stjerne eller et spørgsmålstegn, når du rykker frem eller tilbage, får du ikke et nyt bonuskort eller et nyt spørgsmålskort. 

 

Sygehus

Hvis man lander på sygehuset, skal man vente en omgang. Du vil ligeledes opleve, at sygehuset spiller en rolle i nogle af bonuskortene.

Download elementerne til brandspillet herunder: